Indien er en nation, der har en bred vifte af menneskerettighedsproblemer at kæmpe med.
Ca. 30 procent af befolkningen lever under den internationale fattigdomsgrænse. En skyggeversion af det forbudte indiske kastesystem eksisterer stadig i form af en helt indgroet diskriminering, som også retter sig mod kvinder og religiøse mindretal.
Kernen i den samfundsmæssige indsats, som kirken støtter, er den overbevisning, at det, der indledningsvis er én persons overbevisning, med en græsrodskampagne kan brede sig til en hel befolkning, og der er ingen steder, hvor det er mere sandt end i Indien. Siden 2009 har Unge for Menneskerettigheder i Indien udviklet sig til 112 lokalforeninger og tilknyttede grupper, og Unge for Menneskerettigheders sociale netværks-site tæller tusinder af medlemmer i alle aldre fra hele landet.
I partnerskab med organisationer som den almennyttige Jyoti Foundation har YHR Indien sponseret tusinder af studerendes og politikadetters undervisning i menneskerettigheder, og de har givet anledning til over 10.000 online anmodninger om materiale. Titusinde politikadetter er blevet oplært ved hjælp af YHRI’s materiale, og militæret har brugt dem til undervisning i menneskerettigheder.
”I den indiske hær er det at sikre beskyttelsen af menneskerettigheder et nødvendigt element blandt vore pligter. Så mens vi sikrer, at der ikke sker overtrædelser af menneskerettighederne under vores kamphandlinger, var vi usikre på, hvordan vi kunne yde håndgribelig hjælp til de ekstremt fattige mennesker i dette område. Så var det, jeg hørte om den bemærkelsesværdige kampagne, som jeres organisation har sat i værk. Efter at have fået flere oplysninger om emnet menneskerettigheder i form af informationshæfter, dvd’er og brochurer, har jeg følt mig kaldet til aktivt at tage menneskerettighedssagen op og sprede dette ædle budskab vidt og bredt.” – Kommandofører i Indiens nationale hær
Da Unge for Menneskerettigheders materiale var blevet uddelt i hele landet, leverede YHR og deres partnere i løbet af 2 år seminarer til 20.000 mennesker. Det resulterede i ”marcher for menneskerettigheder” gennem 3 indiske byer, og det fik opmærksomheden rettet mod det store behov for undervisning i menneskerettigheder.