Auditering er helt forskellig fra andre bestræbelser, som hævder at hjælpe mennesker med at forbedre deres situation i livet, både hvad angår metode og resultat.
I psykoanalysen, for eksempel, accepterer analytikeren som regel ikke, hvad personen siger, men fortolker det, vurderer hans tilstand for ham, tillægger seksuelle betydninger af hans udtalelser og fortæller ham, hvorfor han er bekymret. Alt dette tjener kun til at forvirre en person yderligere og har ingen gavnlig effekt. I auditering bliver præclears udtalelser aldrig kommenteret eller vurderet, og hans oplysninger bliver aldrig afvist. At gøre dette ville være en grov overtrædelse af Auditorens Kodeks. Præclear bliver heller ikke under auditering opmuntret til at snakke planløst uden vejledning, fordi det får præclear til at ransage det reaktive sinds millioner af hændelser – i håbet om, at han måske falder over den rigtige hændelse.
I en mere brutal praksis, som psykiatri, bruges magt (fysisk, kemisk eller kirurgisk) til at undertrykke et menneskes idéer og adfærd og gøre patienten stille. Her er ingen forestillinger om forbedring eller hjælp. Det handler kun om at gøre patienter mere medgørlige. Auditering har ingen lighed med dette.
Tilsvarende har auditering heller ingen lighed med psykologi, der hovedsagelig er studiet af reaktioner på stimuli og ikke frembyder nogen metode til at skabe egentlige forbedringer. Inden for andre terapiformer, som for eksempel hypnose, mener man, at man skal bringes i en tilstand af sænket bevidsthed (det vil sige trance), før noget kan gøres. Auditering er lige det modsatte; den prøver at vække folk – ikke at få dem til at sove.
